Formandens beretning – Rallysektionen 2025
2025 var for rallysektionen et år hvor store løb satte dagsordenen. Vi arrangerede i 2025 løb som publikumsmæssigt var store succeser og fik meget positiv omtale, men desværre er løb hvor vi deltagermæssigt er udfordret pga. en nedadgående trend og at flere topteams prøvede deres talenter af i udlandet i stedet for Danmark.
Det tidlige forår gik med mindre arrangementer. Igen i 2025 havde vi et samarbejde med Historisk Motorsport (HMS) omkring Lindum Skov Hillclimb og flere fra sektionen gav en hånd med tilladelser og fremvisning af sporten ved Kristian Rytter Gruppens biltræf – to arrangementer vi også forventer at støtte op om i 2026.
Samtidigt med de mindre arrangementer var vi i arbejdstøjet omkring Dansk Super Rally (DSR), hvor vi både havde lagt billet ind på en gentagelse af rally som disciplin ved DM-ugen i Aalborg samt et samarbejde med lokale i Juelsminde om Rally Juelsminde. Det endte med at være 2 ud af 5 DSR løb i sæsonen og ovenikøbet med under 2 måneder imellem datoerne på det 2 løb.
DSR-sæsonen begyndte derudover med en tragisk ulykke under første afdeling af Dansk Super Rally på Falster. En ulykke der mindede os om at rallysporten er en farlig sport og ulykker med personskader kan forekomme selvom alle sikkerhedsplaner og procedurer blev fulgt. Noget som vi selvfølgelig ikke ønskede ske til vores 2 løb.
DM-ugen i Aalborg kan vi heldigvis se tilbage på som et velafviklet løb, hvor vi forhåbentligt har vist klubben og sporten frem. Vi havde lavet flere små tiltag til at forbedre publikumsoplevelsen – bl.a. ved at invitere Daniel op og speake og fredag aften havde vi en mindre gruppe kørere inde på Honnørkajen i Aalborg. Her fik klubbens medlemmer Ib Kragh og Jeannette Kvick endda lov til at slutte aftenens DM-ugens live stream af fra deres rallybil. God reklame for næste dags løb, hvor vi gætter på at op mod 5000 publikum var forbi. Noget som klubbens madkiosk fik at mærke, da der var meterlang kø hele dagen. Stor tak til banesektionen for hjælpen.
Højdepunktet under løbet i Aalborg var dog da Aalborg Flyvestation med en F16 gav flyshow hele 2 gange. Samtidigt var redningshelikopteren ikke bleg for at vise sig frem med en ekstra runde over publikum, de gange de kom hjem fra ”mission”.
Rally Juelsminde efter sommerferien blev sportsligt årets største løb – både i antal kørte kilometer og antal deltagere. Et løb hvor vi i MNJ står som arrangør, men det kan ikke kan afvikles uden den store lokale opbakning rallysporten der er byen og lokale ildsjæle. Ligeledes får vi stor hjælp og opbakning fra andre motorklubber og mange frivillige. Tak for samarbejdet til Juelsmindegruppen og en stor tak til de andre motorklubber for hjælpen.
Sidste del af sæsonen var mere stille. Traditionen tro afholder vi vores årlige Herregårdsløb i klubrally. Igen med centrum i Aars, da vi får lov at låne utrolig gode forhold hos HEG Erhvervsskolerne. Desværre ser vi også deltagelse i klubrally er nedadgående og vi skal derfor i 2026 tænke nyt, hvor vi vil prøve kræfter med klubrallysprint. En disciplin hvor alle kan være med, men der er bedre mulighed at dyrke det sociale imellem deltagere.
Tak til de mange frivillige officials der har hjulpet i 2025. Vi ses i 2026.